Internet hører til det moderne sommerhus

Sommerhuse med internetforbindelse er populære både blandt købere og lejere. Internettet er din genvej til filmhygge, når den danske sommer viser sig fra sin barske side og til inspiration til lokale seværdigheder og oplevelser.

I denne artikel kan du læse mere om, hvorfor du bør investere i en internetforbindelse til dit sommerhus.

Traditionelt set forbinder de fleste sommerhuset med et fristed, hvor der bruges mindre tid foran både TV og computer. Men der er mange gode grunde til, at dit sommerhus også bør rumme muligheden for at benytte internettet. Det gælder både, hvis du er interesseret i at udleje dit sommerhus, men også til eget brug. I denne artikel giver vi dig fem grunde til, at dit sommerhus skal have en internetforbindelse.

1. Skru op for hyggen med streaming

Tiden i sommerhuset er tid til familien, og den er kostbar. Derfor bør den tid ikke begrænses af, hvad TV-stationerne tilfældigvis vælger at sende den dag, hvor I har planlagt en hyggelig aften på sofaen. Med en god internetforbindelse i dit sommerhus kan du med fordel i stedet sammensætte dit eget program gennem en eller flere af markedets adskillige streamingtjenester. Tjenester som HBO Nordic, Netflix, TV2 Play osv. giver dig et stort udvalg af film og serier, så du altid kan se, hvad du vil, når du vil. Glem alt om reklamepauser og film, der først starter til midnat.

Du kan afspille lige netop det, du vil se via tablet, Smart TV, computer mm. Hvis dit TV er af ældre dato, kan det stadig bruges til streaming. Her skal du blot enten bruge et HDMI-kabel eller et Apple TV/Chromecast.

Også musik bliver i stigende grad afspillet via internettet. Her er streamingtjenester som WIMP og Spotify et par af de største portaler, hvor du kan finde musik til enhver lejlighed og ethvert humør.

2. Søg inspiration til oplevelser og aktiviteter

Internettet er den hurtigste vej til information, der kan gøre tiden i sommerhuset endnu hyggeligere og sjovere. Brug nettet til at opdatere dig på nyheder og aktiviteter i nærområdet, så du ikke går glip af særlige arrangementer som eksempelvis et loppemarked eller lignende.

Ellers er internettet også en stor inspirationskilde til aktiviteter, som du og dine børn kan lave sammen. Her kan du søge opskrifter på nye spændende retter eller forslag til sjove lege og spil.

3. Sommerhuse med internetforbindelse hitter

Som udlejer er der store fordele i at investere i internet til sommerhuset. For mange er internettet i dag en så stor del af hverdagen, at det er svært at undvære - også selvom du befinder dig i et sommerhus. Med andre ord forventer vi i dag, at vi har adgang til sociale medier, mails osv., uanset hvor vi er, og derfor har en internetforbindelse stor betydning for turisters valg af sommerhus.

Tendensen er endda så klar, at din investering i internettet hurtigt er tjent hjem, da du simpelthen kan forvente at udleje sommerhuset i flere uger ekstra på årsbasis.

4. Arbejd fra sommerhuset

Et par småopgaver i arbejdsregi bør ikke afholde dig fra at tage en tur i sommerhus med familien. Mange arbejdsopgaver er dog i dag tæt forbundet med en fornuftig internetforbindelse, og derfor kan en investering i internet ligeledes ses som en investering i ekstra tid i sommerhuset. På den måde kan du altid tjekke mails, researche på opgaver eller koble op på firmaets server.

Sommerhusets rolige og hyggelige omgivelser er desuden også ideelle, hvis du sidder med et større arbejdsprojekt, som kræver ekstra koncentration.

5. Hold kontakten til omverdenen

En tur i sommerhus behøver ikke være ensbetydende med et farvel til hverken sociale medier eller verdens nyheder. Med internet i sommerhuset er det let at dele de gode stunder med venner og familie gennem et billede, mens e-aviserne kan opdatere dig på verdenssituationen.

Mange benytter desuden tiden i sommerhuset til at læse en eller flere gode bøger, og i dag kan du online få adgang til et kæmpe sortiment af forskelligt læsestof. Hos Mofibo og Storytel kan du få adgang til adskillige bøger, men også landets biblioteker har løsninger til e-bøger.