Øg sommerhusets værdi med disse istandsættelser

Sommerhusets stand er direkte forbundet med værdien, og selv mindre istandsættelser kan have stor betydning.

I denne artikel har vi derfor i samarbejde med Vestkystmægleren samlet fem tips til områder, du med fordel kan rette fokus på.

Der er stor værdi i at tage sig godt af sit sommerhus. Det gælder uanset, om du er interesseret i at sælge, eller om du gerne vil sikre din investering. Med få istandsættelser hist og her, kan du hæve helhedsindtrykket af dit sommerhus, og det har samtidig stor betydning for sommerhusets værdi. Du behøver ikke kaste dig ud i større renoveringsprojekter af eksempelvis badeværelset eller køkken.

Det mener Peter Monrad, der er partner hos Vestkystmæglerne i Løkken. Peter har gennem de sidste mange år beskæftiget sig med salg og køb af sommerhuse, og han har derfor indgående kendskab til branchen. Han kommer her med fem bud på, hvordan du skal gribe istandsættelsen af dit sommerhus an.

1. Få styr på haven

Haven er det første, man møder, og fremstår den rodet og uplejet, går det ud over førstehåndsindtrykket. Derfor bør du huske at fokusere på udendørsarealet i din istandsættelsesindsats.

- Når vi vurderer helt almindelige standard-sommerhuse, er det vigtigt, at huset fremstår optimalt – også udenfor. Det betyder, at det er en god idé lige at få ukrudtet op, kanterne klippet og at give huset en omgang maling eller olie. Det lyder ikke af meget, men det er sådan nogle småjusteringer, der kan gøre forskellen, fortæller Peter Monrad og fortsætter:

- Det er også en god idé at kreere rum og miljø på udendørsarealerne som for eksempel udekøkken, store krukker med flotte planter eller udemøbler i høj kvalitet.

Peter Monrad anbefaler desuden, at du fravælger den vildtgroede naturgrund, da det kan afskrække potentielle køberne at skulle i gang med at tæmme den.

2. Gør en indsats løbende

Hvis du vil gøre alvor af at beskytte din investering, er der ingen vej uden om løbende vedligehold. Helhedsindtrykket får et nyk eller to opad, når sommerhuset er velplejet, nymalet og rent og pænt.

Læs her, hvordan du frisker sommerhuset op, uden det koster en formue.

Som potentiel sælger, kan du komme langt med en arbejdsweekend med familien, hvor du får styr på eventuelle hængepartier, hvad enten der er behov for maling af vinduer, eller gulvet skal høvles. Det er derudover yderst vigtigt, at du tager dig ekstra godt af pool-afdelingen, hvis dit sommerhus har en swimmingpool.

3. Energirenovering hitter

Energirenovering og miljørigtig teknologi er blevet et afgørende parameter for sommerhusets værdi, og ifølge Peter Monrad vil efterspørgslen på de energivenlige løsninger formentlig kun stige.

- Der er heldigvis mange, der er begyndt at interessere sig for miljøet, og vi oplever i stigende grad, at det er noget af det første, folk spørger ind til. Købere er særligt interesserede i at vide, om der er installeret varmepumpe med sms-styring, hvilket efterhånden er at finde i mange sommerhuse, og solceller, siger Peter Monrad fra Vestkystmægleren og fortsætter:

- Jeg tror, at det bliver afgørende i fremtiden, hvilket energimærke sommerhuset har. Der har længe været krav om energimærker i forbindelse med helårshuse, og det er kun et spørgsmål om tid, før det samme gør sig gældende for sommerhuse.

Mange sommerhusejere har desuden set værdien af at bruge solceller til at sænke elregningen. Læs mere om køb af solceller til sommerhuset lige her.

4. Spar på pengene

Det er ifølge Peter Monrad sjældent nødvendigt at smide store summer i sommerhusets renoveringsprojekter. Årsagen er, at sommerhuskøberne nemlig har så vidt forskellige præferencer, at det stort set ikke kan lade sig gøre at ramme alles smag. Faktisk vil de fleste sommerhuskøbere helst selv være herre over en eventuel renovering af fx køkken eller badeværelse.

Netop derfor er det Peter Monrads anbefaling, at du undlader at investere i de større renoveringer og i stedet retter dit fokus på mindre istandsættelser.

5. Husk indretningen og den digitale infrastruktur

Ikke alle overtager sommerhusets interiør ved et køb, men ikke desto mindre er det vigtig, at sommerhuset fremstår pænt og hyggeligt – især i forbindelse med et salg. Moderne indretning og smart teknologi er desuden store plusser. Bredbåndsforbindelsen må heller ikke mangle, hvis man spørger de fleste danskere, forklarer Peter Monrad. Sommerhusferie er ikke længere ensbetydende med, at man kobler af fra omverdenen. Folk vil gerne følge med i, hvad der sker ude i verden, og det kræver en god internetforbindelse.